Da Louise lærte at researche, før hun mødte sin interviewperson

Louise kom med en færdig vinkel

Louise begyndte på kurset i begyndelsen af efteråret. Hun var nyuddannet, skrev lidt for et lokalt ugeblad og ville lave en profil af en bagermester i sin hjemby. Hendes udgangspunkt var tydeligt: Hun mente at vide, hvem manden var, fordi hun havde købt rundstykker hos ham i mange år.

Som underviser i interviewteknik læser jeg ofte opgaver, hvor vinklen er fastlagt, før den første kilde er åbnet. Det er ikke en fejl i sig selv, men det gør det svært at høre noget nyt. Jeg bad Louise skrive sin vinkel ned i én sætning og lægge den til side, så vi kunne se, hvad researchen ville gøre ved den.

Tre uger med kilder i stedet for gætværk

Louise fik øvelsesarket til baggrundsresearch og gik systematisk til værks. Hun søgte i lokalaviserens arkiv, læste kommunale referater om byens torv og fandt gamle omtaler af bageriet. Hver kilde fik en linje i arket: hvad står der, hvem har sagt det, og hvordan kan det bekræftes.

Det tog længere tid, end hun havde regnet med. Hun sagde selv, at det føltes som at skrive uden at skrive. Men arket tvang hende til at skelne mellem det, hun vidste, og det, hun bare antog. Efter den anden uge stod der tre spørgsmål i margenen, som hun ikke kunne besvare uden manden selv.

• Kilde, dato og hvad den faktisk dokumenterer
• Hvem der taler, og om de har en interesse
• Hvad der mangler en anden kilde

Det, hun fandt, og det, hun måtte opgive

I et arkiveret avisudsnit stod, at bageriet var grundlagt af bagermesterens far. Louise havde i flere år fortalt andre, at manden selv havde startet det. Fejlen var lille, men den ville have stået i hendes åbning som en sikker oplysning.

Hun opgav også en pæn historie om en brand i bageriet, som hun havde hørt fra en veninde. Hun kunne ikke finde noget, der bekræftede den, og valgte at spørge om den i stedet for at skrive den. Det er en af de vigtigste vaner i researchen: det uafklarede bliver et spørgsmål, ikke en påstand.

Hvordan researchen ændrede spørgeguiden

Da Louise skrev sin spørgeguide, var den en anden end den, hun ville have lavet tre uger tidligere. I stedet for at spørge, hvordan det er at drive bageri, spurgte hun til de konkrete ting i arkivet: hvorfor bageriet flyttede, hvad der skete, da torvet blev lagt om, og hvordan det var at overtage efter sin far.

Spørgsmålene var åbne, men de var forankrede. Bagermesteren mærkede det med det samme og svarede mere præcist, end han ville have gjort på et generelt spørgsmål. Under interviewet kunne hun hele tiden pege på noget, hun havde læst, og bede ham fortælle det fra sin side.

• Spørgsmål bygget på dokumenterede forhold
• Åbne formuleringer med plads til hans version
• Et afsnit til det, der ikke kunne bekræftes

Dokumentation, der kan åbnes igen

En del af kursets pensum handler om at kunne vise sit arbejde. Louise samlede sine kilder i ét dokument med dato for, hvornår hun havde fundet dem, og hvor de lå. Da hun to uger senere skulle tjekke et årstal, tog det få minutter i stedet for en aften.

Jeg anbefaler alle at skrive kildenoter, mens de researcher, ikke bagefter. Husker man ikke, hvor en oplysning kom fra, kan man ikke vurdere den. Og skal en redaktør eller bagermesteren selv spørge ind til et detaljeret punkt, er det en tryghed at kunne svare uden at gætte.

Hvad Louise tog med sig

Da vi talte om forløbet bagefter, sagde Louise, at hun ikke længere skrev sin vinkel først. Hun begyndte i stedet med en liste over, hvad hun ikke vidste. Profilen blev ikke den, hun havde forestillet sig, men den var mere præcis, og bagermesteren genkendte sig selv i den.

Det er et realistisk udbytte af modulet: Du bliver ikke hurtigere, men du bliver mere sikker på, hvad du kan stå inde for. Resten, interviewet, opbygningen og præsentationen, bygger videre på det fundament, du lægger i research.