Spørgeguide eller fri samtale: to veje ind i interviewet

To måder at gå til samtalen på

Når du skal forberede et profilinterview, ender du som regel i en af to lejre. Den ene bygger en fast spørgeguide med nummererede spørgsmål i en bestemt rækkefølge. Den anden skriver nogle få temaer ned og lader samtalen finde sin egen vej. Begge dele er helt almindelige, og jeg møder dem hos kursister hver eneste uge.

I dette indlæg stiller jeg de to metoder op mod hinanden på de samme punkter: tryghed, lytning, tidsforbrug og risikoen for at gå glip af noget. Til sidst giver jeg en anbefaling, som jeg selv bruger i undervisningen. Du behøver ikke vælge én metode for altid, men du bør vide, hvad hver af dem koster dig.

Forberedelsen er en del af det, du træner i modulet Interviewforberedelse. Du bygger spørgeguide, aftaler rammer med din interviewperson og øver åbne spørgsmål sammen med medstuderende, før du sidder over for en rigtig person.

Den faste spørgeguide: styrker

Fordelen ved en fast guide er tryghed. Du ved, hvad dit første spørgsmål er, og du ved, hvad du vil nå. Det betyder meget, hvis du er ny og nervøs, eller hvis din interviewperson kun har tres minutter. Guiden fungerer som et skelet, du kan vende tilbage til, når samtalen kører af sporet.

En guide tvinger dig også til at tænke over vinklen på forhånd. Når du skriver spørgsmålene ned, opdager du, hvilke huller din research har, og hvad du endnu ikke ved. Mange kursister siger, at de først under guidearbejdet forstod, hvad deres profil egentlig skulle handle om.

Endelig er en guide let at dele. Skal en medstuderende give dig tilbagemelding på din forberedelse, kan vedkommende læse spørgsmålene igennem og pege på dem, der er lukkede, ledende eller to spørgsmål i ét.

• Giver ro i de første minutter
• Afslører huller i researchen
• Gør det nemt at få feedback på forhånd

Den faste spørgeguide: svagheder

Faren ved en detaljeret guide er, at du holder fast i den. Du kigger ned i papiret, mens din interviewperson siger noget uventet og vigtigt, og du når at stille det næste spørgsmål, før du har registreret svaret. Så får du præcis det, du bad om, og ikke mere.

En lang guide fylder også samtalen med lukkede spørgsmål, hvis du ikke er omhyggelig. Spørgsmål som Var det svært? giver et ja eller nej, og så er du ude af stand til at komme dybere uden at improvisere alligevel.

Jeg ser tit, at den, der har skrevet femogtyve spørgsmål, bliver stresset over at nå dem alle. Resultatet er et interview, der føles som et forhør, og en person, der trækker sig ind i korte svar.

Den frie samtale: styrker og svagheder

Med få temaer og meget luft bliver du bedre til at lytte. Du følger det, personen faktisk siger, og de bedste scener til en profil opstår ofte netop her, når nogen begynder at fortælle om noget, du ikke havde spurgt til. Samtalen får et naturligt tempo, og pauser bliver nemmere at holde ud.

Prisen er, at du kan gå fra mødet uden at have dækket det vigtigste. Du glemmer et faktuelt spørgsmål, eller du opdager ved skrivebordet, at du aldrig fik afklaret en årstal eller en sammenhæng. Det kan føre til en ekstra opringning, som ikke altid er mulig.

Den frie form kræver også mere af din research. Har du ikke styr på baggrunden, ved du ikke, hvornår et svar er nyt, og hvornår det er noget, personen har sagt mange gange før.

• Bedre kontakt og mere naturlige svar
• Kræver stærk baggrundsviden
• Større risiko for huller i det faktuelle

Min anbefaling: en kort guide med tre lag

Til de fleste, især i begyndelsen, anbefaler jeg en mellemvej. Skriv en kort guide på en enkelt side. Først tre til fem temaer, som profilen skal bære. Under hvert tema to eller tre åbne spørgsmål, du gerne vil have besvaret. Og til sidst en lille liste med faktuelle ting, du skal have bekræftet, så de ikke glemmes.

Læg guiden på bordet, men brug den som støtte og ikke som manuskript. Starter du med dit stærkeste åbne spørgsmål, får du som regel en historie at følge. Når den løber tør, kigger du ned og tager næste tema. På den måde får du både tryghed og plads til at lytte.

Øv guiden af med en medstuderende, før du bruger den. Ti minutters prøveinterview afslører straks, hvilke spørgsmål der er lukkede, og hvilke der åbner for fortælling. Det er den billigste forbedring af et interview, jeg kender.

• Tre til fem temaer i stedet for tyve spørgsmål
• To eller tre åbne spørgsmål under hvert tema
• En separat liste til fakta, der skal bekræftes

Rammerne, før I sætter jer

Uanset metode skal du aftale rammerne på forhånd. Fortæl din interviewperson, hvad profilen skal bruges til, hvor lang tid du regner med at bruge, om samtalen bliver optaget, og hvordan du håndterer citater. Det er redeligt over for personen og gør samtalen roligere for jer begge.

Spørg også, om der er emner, personen helst ikke vil tale om. Det betyder ikke, at du lover at udelade dem, men du undgår at overraske nogen midt i samtalen. Respekt i forberedelsen er en forudsætning for, at nogen tør fortælle noget ægte.

Notér aftalerne i en kort mail, så ingen er i tvivl bagefter. Det tager to minutter og sparer mange misforståelser, når teksten senere skal gennemgås.